Vedtægter for Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark

1. Foreningens navn, hjemsted og formål.

§1.
Foreningens navn er »Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark.«
Foreningen har hjemsted på sekretariatets adresse.

§2.
Foreningens formål er at virke til fremme af ferskvandsfiskeriet til gavn for den enkelte.
Formålet søges fremmet ved arbejde for:

– at fiskerimulighederne bliver udviklet.
– at fiskerimulighederne ikke bliver forringet, blandt andet ved bekæmpelse af forurening.
– at påvirke udvalg og råd sådan at fiskerilovgivningen bliver udformet bedst mulig.
– at beskyttelse og genoprettelse af vandløb og søområder gennemføres
– at der sker bevarelse og genopretning af yngle- og opvækstområder for fisk.

Foreningens virksomhed omfatter alt fiskeri i ferske vande, såvel lystfiskeri, erhvervsfiskeri, akvakultur samt bredrejernes eget fiskeri.
Foreningen udgiver et medlemsblad med det formål at skabe interesse og øge forståelsen for foreningens virke.

2. Medlemskab

§3.
Foreningen har to slags medlemmer: Personlige medlemmer benævnt som A-medlemmer og medlemsforeninger benævnt som B-medlemmer. Der kan endvidere jvf. §4 være æresmedlemmer.
Det er overladt til bestyrelsens skøn at afgøre, om en ansøger kan optages som medlemsforening.

§4.
På forslag kan der ved generalforsamlingsbeslutning udnævnes æresmedlemmer.
Æresmedlemmer er kontingentfrie. 
De har samme rettigheder som A-medlemmer.

§5.
Indmeldelse i foreningen sker til foreningens sekretariat.
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til sekretariatet inden 15. december, såfremt udmeldelsen skal anses for gyldig for det næste regnskabsår.
Eksklusion af et medlem kan kun ske ved en generalforsamlingsbeslutning, og skal vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§6.
Medlemsforeningerne repræsenteres overfor Ferskvandsfiskeriforeningen ved deres formand eller dennes stedfortræder.

3. Medlemskontingent

§7.
Det årlige kontingent for A-medlemmer fastsættes af generalforsamlingen.
Grundkontingentet for B-medlemmer er for foreninger med indtil 25 medlemmer det dobbelte af kontingentet for A-medlemmer. For hver påbegyndt 25 medlemmer derudover stiger kontingentet med et beløb svarende til A-kontingentet, dog ikke ud over samlet 15 gange A-kontingentet.
Kontingentet tilpasses efter det antal medlemmer foreningen ved afgiven erklæring repræsenterer. 

§8.
Kontingentet opkræves pr. giroindbetalingskort eller lignende uden udgift for foreningen, og skal være indbetalt inden hvert års 1. marts. 
Er kontingentet ikke indgået inden denne dato, kan forretningsudvalget uden yderligere varsel slette vedkommende som medlem. Et således slettet medlem kan kun på ny optages efter at have betalt sin gæld til foreningen.

4. Generalforsamlingen

§9.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Meddelelse om indkaldelse af en generalforsamling skal indeholde en fuldstændig dagsorden.
Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent og afgør selv sin lovlighed.
Generalforsamlingen fastsætter selv sin forretningsorden.
Generalforsamlingen træffer sine afgørelser med simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed bortfalder et forslag. 
Ved afstemning og valg tilkommer hvert A-medlem én stemme og hver repræsentant for et B medlem lige så mange stemmer, som det antal gange det pågældende medlems kontingent svarer til A-medlemskontingentet, dvs. minimum 2 stemmer og maksimum 15 stemmer. A og B medlemmer er pligtige til at medbringe kvittering for indbetalt kontingent til dokumentation for antal stemmer.
Medlemmer i restance til foreningen har ikke stemmeret.
Medlemmer kan afgive stemme for et andet medlem med behørig skriftlig fuldmagt, men ingen kan stemme for mere end ét medlem. 
Fuldmagter skal være skriftlige og afgivet til formanden inden generalforsamlingens påbegyndelse.
Medlemsforeningerne har ret til at deltage på foreningens generalforsamling med så mange personer, som de selv ønsker, men har kun stemmeret ved deres repræsentant.

5. Ordinær generalforsamling

§10.
Foreningens ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts eller april måned.
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker i medlemsbladet eller skriftligt på anden måde til hvert af medlemmerne med mindst 14 dages varsel.

Dagsorden:
– Valg af dirigent
– Godkendelse af forretningsorden og valg af stemmetællere
– Beretning
– Regnskab
– Behandling af indkomne forslag
– Fremlæggelse af budget for indeværende regnskabsår
– Fastsættelse af dagpenge samt fastsættelse af eventuel aflønning af formand, næstformand og kasserer
– Fastsættelse af kontingent
– Valg af bestyrelsesmedlemmer
– Valg af 4 bestyrelsessuppleanter
– Valg af 2 revisorer
– Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal for at komme til behandling på generalforsamlingen være formanden i hænde senest 3 uger før afholdelsen af generalforsamlingen.
Indkomne forslag offentliggøres 14 dage før generalforsamlingen på foreningens hjemmeside.

6. Ekstraordinær generalforsamling

§11.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens skøn, med mindst 3 ugers varsel.
Eller efter begæring underskrevet af medlemmer repræsenterende kontingent svarende til mindst
50 gange A-medlemmers kontingent.
Begæringen skal indeholde de punkter, som ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Begæringen tilstilles bestyrelsens formand ved anbefalet brev, og generalforsamlingen skal varsles med mindst 14 dages varsel i førstkommende medlemsblad efter begæringen er modtaget og skal være afholdt senest 3 uger efter udsendelse af medlemsbladet.

7. Tegningsret

§12
Foreningen tegnes af formanden.

8. Bestyrelsen

§13.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer fordelt med: 4 lystfiskere, 1 dambrugere, 1 erhvervsfisker og 3 repræsentanter for lodsejer- eller regulativforeninger.

§14.
Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for 2 år, således at 5 medlemmer af bestyrelsen afgår ulige år og 4 medlemmer af bestyrelsen afgår lige år. Genvalg kan finde sted.
Opstilling af kandidat til bestyrelsesmedlem foretages af eget forretningsområde.
Generalforsamlingen vælger hvert år desuden 1 suppleant fra hvert af følgende forretningsområder: dambrug, lystfiskeri, erhvervsfiskeri, lodsejere. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen for medlemmer fra eget forretningsområde og fungerer i stedet for det bestyrelsesmedlem, som de erstatter og i dettes resterende valgperiode.
Bestyrelsen træder sammen senest 14 dage efter generalforsamlingen og konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og forretningsudvalg.

§15.
Bestyrelsen afholder 4 ordinære møder om året. Hvis mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske herom, indkaldes bestyrelsen.
Indkaldelse til bestyrelsesmøde foretages af formanden.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
På bestyrelsesmøder træffes beslutning ved almindelig stemmeflertal blandt de tilstedeværende medlemmer, således at hvert medlem af bestyrelsen har én stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen er ikke beslutningsdygtig medmindre mindst halvdelen af dens medlemmer, deriblandt formanden eller næstformanden er til stede.

§16.
Bestyrelsen konstituerer et forretningsudvalg bestående af en repræsentant fra hvert af følgende forretningsområder: dambrug, lystfiskeri, erhvervsfiskeri, lodsejere samt formand.
Ved formandens forfald indtræder næstformanden som formand frem til ny generalforsamling.
Forretningsudvalget kan selv behandle forekommende sager, men kan også forelægge dem for den samlede bestyrelse. Vigtige sager skal altid forelægges for bestyrelsen.
Der optages referat af forretningsudvalgets møder, som udsendes til bestyrelsen.

§17.
Bestyrelsen bemyndiges til at ansætte og aflønne forretningsfører og afholde udgifter til revision.

§18.
Kassereren anbringer foreningens eventuelle midler ud over den nødvendige kassebeholdning i et pengeinstitut til forrentning eller i værdipapirer. 
Kassereren forvalter de i foreningens varetægt betroede fonds og legater.
Større udgifter må kun afholdes efter bestyrelsens anvisning.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet skal afsluttes inden 1. marts.
Årsregnskabet forelægges for foreningens bestyrelse og revideres af foreningens revisorer.
Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse på generalforsamlingen. 

§19.
Bestyrelsesmedlemmer har ret til godtgørelse for udgifter til befordring, ved rejser til bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og andre rejser i foreningens tjeneste.
Bestyrelsen har desuden ret til dagpenge ved rejser i foreningens tjeneste. Dagpengenes størrelse fastsættes ved hver generalforsamling for det følgende år.
Generalforsamlingen kan beslutte at aflønne formand, næstformand og kasserer.

§20.
Generalforsamlingen vælger hvert år 2 revisorer.

8. Medlemsbladet

§21.
Foreningen udgiver et medlemsblad under navnet »Ferskvandsfiskeribladet«.
Hvert A-medlem har ret til inden for landets grænser at få tilsendt et eksemplar af medlemsbladet og hvert B-medlem så mange eksemplarer, som dets kontingent berettiger til.
Ønsker et medlem at modtage et større antal blade, end hans kontingent berettiger ham til kan det ske mod betaling, som fastsættes af bestyrelsen.
Der kan tegnes abonnement på bladet til en pris fastsat af bestyrelsen.

9. Vedtægtsændringer

§22.
Ændring af vedtægterne kan kun ske, med 2/3 af de afgivne stemmer herfor. Vedtægtsændringer skal fremgå af den udsendte dagsorden til generalforsamlingen og være vedlagt denne.

10. Opløsning af foreningen

§23.
Opløsning af foreningen eller sammenslutning med anden forening kan kun ske, hvis det vedtages med 2/3 flertal herfor på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. 
Hvis forslag om opløsning vedtages på en generalforsamling. Indkalder bestyrelsen snarest til ekstraordinær generalforsamling alene med dette punkt på dagsordenen.
Ved foreningens opløsning skal foreningens eventuelle formue anvendes til formål for ferskvandsfiskeriets fremme og oplysning for samme.

Således vedtaget Langå den 30. april 2016

Niels Barslund                                                    
Formand 
                                                            

Hilmar Jensen
Dirigent

Download Vedtægter for Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark.